Hovedbygningen til Højstrupgård blev opført I 1897, som sommerbolig for en vekselerer fra København.
Højstrupgård er beliggende kun tre km fra Helsingør med en storslået udsigt over Øresund og er bevaringsværdig i kraft af bygningens arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse som et fremtrædende eksempel på byggeri for den tid.
LO overtog bygningen i 1957, og indrettede den som konferencecenter for egne medlemmer, i folkemunde kendt som "LO-skolen".
I 1967 opførte man en tilbygning med 21 værelser, mødelokaler og pejsestue.
I 1990 opførtes en tilbygning med konferencesal, restaurant og moderne køkken.
Seneste tilbygning er fra 2007 med 8 store værelser.
I dag er Højstrupgård et selvstændigt ejet aktieselskab, og fungerer som kursus- og konferencecenter.
Konferencecenter Højstrupgård har 44 værelser. Alle værelser har en fantastisk udsigt mod Øresund eller golfbanen.
Fællesarealerne er møbleret med danske møbelklassikere tegnet af Hans Wegner og Børge Mogensen.
I 1967-tilbygningens atriumgård står en vandkunst opført af Peter Severin og Leif Madsen. Om vinteren er vandkunsten beskyttet af en pyramide. Om sommeren fremstår pyramiden som et spændende kunstværk placeret ved en pergola foran hovedbygningen.
Parken er anlagt af den samme landskabsarkitekt, som har tegnet parkanlægget omkring Knuthenborg på Lolland.
Til ejendommen hørte også en strandgrund, men denne blev, i 1966, vederlagsfrit overdraget til Helsingør Kommune,
mod at den blev frit tilgængelig for offentligheden. I dag er der 12 t. land, park og skov tilhørende Højstrupgård,
og i parken findes bl.a. en 9 hullers par 3 golfbane til afbenyttelse for Højstrupgårds gæster.
Bygherre: Højstrupgård A/S
Rådgiver: OBH Rådgivende Ingeniører A/S
Entreprenør: Guldmann Dam / Prenor